|
At turde designe
At få træ, skifer og stål til at smelte sammen i et smukt design, har været, og vil altid være en udfordring for mig. Det er en speciel fornøjelse og fornemmelse at vide, at ingen model inden for de mange forskellige møbler, vi laver, vil være ens. Træet har sit eget liv. Og gudskelov for det.
Det var synet af bolværket fra Korsør Havn, der i 2003, satte gang i ide udviklingen af konceptet til Thors-Design. Dette solide, smukke træ fra troperne, måtte kunne genbruges, selv efter det havde stået under vand i over 40 år. Azobètræ hedder det, og det er ofte blevet brugt som bolværk rundt i alverdens havne. Jeg købte det hele. 1500 kubikmeter træ. Venner og bekendte troede, jeg havde mistet forstanden.
I dag, hvor plankeborde, bænke, udekøkkener og andre møbler, er blevet folkeeje rundt i landet og flere steder i udlandet, er det ofte med et lille skævt smil, jeg tænker tilbage på starten af Thors-Design.
For mig vil det altid handle om at turde designe. For alle i Thors-Design handler det om at sætte overliggeren lidt højere og kigge på muligheder i stedet for begrænsninger. Sådan var det også, da Thors-Design i 2007 flyttede i nye lokaler i den lille landsby Timring, cirka 20 kilometer nordvest for Herning. Her flyttede vi ind i det gamle nedlagte mejeri. Med produktion, lager, administration og et flot showroom, er der igen skabt masser af liv i mejeriet.
Her glæder vi os til at byde netop dig velkommen til en sjælden oplevelse af design og møbelkunst på vestjysk.
Med venlig hilsen
Carsten Thor
Manager og designer
|