Størrelsesguide til valg af plankebord
Der er mange gode grunde til at investere i et plankebord, når familiens spisebord skal udskiftes. Holdbarheden er uovertræffelig, behovet for vedligeholdelse nærmest nul og så bringer de store mængder naturmaterialer og rustikke detaljer kant og atmosfære til dit hjem.
Men da et plankebord er en betydelig og langvarig investering, er det også ekstremt vigtigt, at det passer perfekt ind i dit hjem og til dine behov. Derfor skal du overveje disse fem ting når du udvælger dit plankebord:
Pladsen:
Hvor meget plads du har til rådighed, er naturligvis super afgørende for hvor stort dit plankebord skal være. Det skal være let at bevæge sig frit omkring bordet - også efter stolene er placeret - og da et plankebord ofte er meget tungt i rummet, er det desuden vigtigt, at der er godt med luft omkring bordet.
Start derfor med at lave en nøje opmåling af det rum bordet skal placeres i, og afgør hvor stort bordet maimalt kan være for at du bevarer fysisk plads og luft omkring bordet.
I forhold til luft omkring bordet, så har valget af stole desuden stor betydning. Vælger du visuel let stol, kan bordet ofte fylde lidt mere uden at hele arrangementet bliver for tungt i rummet - så hav dette med i tankerne når du udvælger dit bord.
OBS: en af fordelene ved at vælge et plankebord er desuden, at bordet bliver skræddersyet til dig. Hvis du derfor har en bestemt krog bordet skal passe ind i, eller nogle linjer i huset du ønsker at bordet passer perfekt til, er det derfor muligt.
Selskabet:
Hvor mange personer du gerne vil have plads til omkring bordet er næste ting at tage i betragtning. Generelt kan du bruge denne tommelfingerregel når du skal beregne hvor mange siddepladser dit plankebord giver plads til.
Hver person fylder:
60 cm i en stol uden ryglæn
70 cm i en stol med ryglæn
Med disse mål er der garanteret at der er lidt luft og albuerum omkring hver person ved selskabet. Ønsker du mere albuerum pr person kan du tilføje lidt mere plads pr stol.
Således vil et bord på både 180 og 200 cm give plads til 3 personer pr. langside, mens du sikrer at der er ekstra god albueplads pr. mand ved det længere bord.
Når det kommer til runde borde gælder følgende:
Ø100: giver plads til 4-5 personer.
Ø120: giver plads til 5-6 personer
Ø150: giver plads til 6-8 personer
Ø180: giver plads til 8-10 personer
Ø200: giver plads til 10-12 personer
Har du brug for at betragte det visuelt kan du finde vores størrelsesguide her:
Formen
Om du skal vælge et langt eller rundt bord er typisk en smagssag. Er du til rette linjer er et aflangt bord ideelt mens et rundt bord vil tilføje bløde, organiske kurver til dit hjem.
Desuden har runde borde den fordel, at de ofte fylder mindre - både visuelt og fysisk - i rummet. Derfor, hvis du kun har lidt plads til rådighed, er et rundt bord en overvejelse værd. Er rummet derimod aflangt, vil et aflangt bord typisk være det bedste fit.
En anden fordel ved et rundt bord er, at alle i selskabet er fysisk nærmere hinanden. Det er derfor nemmere at skabe en samlet samtale omkring bordet hvor alle er med, og desuden at tale på kryds og tværs henover bordet.
Højden
Noget andet du skal overveje før du bestiller dit nye plankebord, er om bordets standardhøjde er tilstrækkeligt for dig.
Ofte vil standardhøjden for spiseborde være 72 cm. Denne højde er valgt ud fra at den giver både lårplads og en god ”arbejdshøjde” at indtage dit måltid i, når du har stole med en siddehøjde på mellem 42-46 cm - som er standarden for Skandinaviske stole.
Dog er siddehøjden i nogle europæiske lande højere end i Skandinavien, så hvis dine stole er importerede er der en sandsynlighed for at de er højere end den danske standart. Derfor kan det være rart både for lår og arbejdshøjde at tilføje et par centimeter til bordets højde.
Det gælder desuden særligt hvis stolene har armlæn, som – pga. plankebordets massive bordplade – kan komme i karambolage med bordets kant.
Hav derfor altid dine stole med i betragtning når du vælger dit plankebord, og tag evt. en snak med producenten om, om bordets højde er tilstrækkelig til disse stole, da de er eksperter i netop deres plankebord.
Benplads
En sidste ting der er værd at overveje når du udvælger dit nye plankebord, er om alle siddepladser omkring bordet er lige gode. Selvom det ikke har den store betydning i hverdagen, hvor I blot kan placere jer væk fra bordets ben, så har det stor betydning når I inviterer til selskaber, og for om I bliver glade for bordet på den lange bane.
Derfor er det vigtigt, at du udvælger et plankebord hvor det (også) er rart at sidde omkring bordets ben. Det kan du sikre dig, ved at prøve bordet af før køb, eller ved at vælge en model eller bentype, som sikrer god benplads hele vejen omkring bordet – som f.eks. massive midtstillede bordben.
Fra bolværk til møbler
Processen fra bolværk til møbler er nænsom og langsommelig. Men resultatet med at genanvende det gamle bolværkstræ er enestående og det hele værd.
Vi er lidt særlige – men det er der en grund til
Et spisebord koster om omegnen af 20-40.000 kr. hos Thors Design. Dog har vi ingen priser tilgængelige på vores hjemmeside. Læs årsagen til det her.
Plejeguide – forårsklargøring af dine havemøbler i træ
Få vores bedste råd til hvordan du holder dine havemøbler i træ smukke år efter år
Transformer dit køkken-alrum med et rustikt plankebord
Om du bor i et lyst og moderne hjem eller har den perfekte 60’er villa er én ting sikkert: et plankebord kan være en gave for dit hjem. Se transformationen af en nordjysk 60’er villa her.